Fra Hope til Land of Hope
I 2014 sælger stifteren af DINNødhjælp, Anja Ringgren Lovén, størstedelen af sine ejendele og booker en one-way-ticket til Nigeria. Det eneste, hun har med i kufferten, er lidt tøj, lidt mad og en stålsat vilje til at gøre en forskel.
I Nigeria møder Anja drengen Hope. Han er voldsomt udsultet og udstødt af de voksne i lokalsamfundet, der har stemplet ham som et såkaldt ”heksebarn”. Disse børn bliver enten sendt på gaden eller jagtet, torteret og slået ihjel på grund af voksnes overtro. Anja giver Hope nogle kiks og sætter sig på hug for at lade ham drikke af sin vandflaske, inden hun fører ham til et hospital. Der bliver knipset et billede. Derfra går det stærkt.
Over natten går billedet af den nordjyske samaritaners omsorg for Hope viralt. Den barmhjertige handling får opmærksomhed fra hele verden, og støtten til DINNødhjælp stiger.
Anja er ikke sen til at drage god nytte af støtten, og sammen med Ingeniører Uden Grænser etablerer hun i 2015 et af Afrikas største børnecentre i delstaten Akwa Ibom. Navnet havde hun klar, inden den første mursten blev lagt. Det skulle hedde Land of Hope.