Creuna slutter på toppen - tager rekordresultat med sig til Knowit

Publiceret 25 jun 2021

Med et overskud på 8 mio. kr. og en samlet omsætning på 68,4 mio. kr. kommer Creuna Danmark, der er en del af Knowit Experience, ud af året med sit bedste årsresultat i 14 år. 2020 bliver også Creuna Danmarks sidste uafhængige opgørelse for et fuldt år, da de senere i 2021 officielt skifter navn til Knowit Experience som den sidste af Creunas filialer.

Ifølge Roar Nissen, CEO for Creuna Danmark/Knowit Experience Danmark, er den primære årsag til det flotte resultat bureauets evne til at levere helstøbte løsninger, der går på tværs af design, kommunikation, forretning og teknologi samt en øget efterspørgsel på områder som commerce og brand experience. 

Og det er både hos eksisterende og nye kunder, at der har været bud efter de tværfaglige kompetencer i 2020: 

”Vi har i mange år haft solide partnerskaber med kunder som Arla, Vestas, Danish Crown og Salling Group, og de samarbejder er kun blevet stærkere. Samtidig mærker vi, at gode kundeoplevelser er et fokus, der for alvor er rykket ind på direktionsgangene i de ambitiøse virksomheder.” 

2020 har været et specielt år for alle, og derfor er det svært at lukke året helt af uden at forholde sig til Covid-19, og Roar Nissen fremhæver da også medarbejdernes reaktion på netop Covid-19 som en sidste årsag til det flotte resultat: 

”Vores kollegaer har håndteret Corona-situationen forbilledligt, og det skylder vi dem stor tak for. Sammen med kunderne har de bare kløet på. Når vores DNA er at arbejde meget tæt sammen med kunder og andre fagligheder, og vi samtidig er en meget social virksomhed, ja så er det bare en udfordring ikke at kunne mødes. Men det har vi sammen fundet veje rundt om.”  

 

Creuna-brandet lukker med et brag  


Årets rekordresultat fra Creuna markerer samtidig enden for Danmarks mest kendte digitale bureau, eftersom Creuna fusionerede med Knowit i slutningen af 2020. Senere på året tager Creuna-brandet afsked og gennemfører overgangen til Knowit Experience, der for fremtiden bliver en skandinavisk magtfaktor på Customer Experience-området.

Der skal tænkes på tværs af fagligheder og kanaler og med blik for den samlede kunderejse, hvis man vil skabe ekstraordinære kundeoplevelser i dag. Det er vi nu 100 kollegaer i Danmark og 900 i Norden, der er hamrende dygtige til. Vi har et stærkt setup, hvor vi forener kreativitet, forretningsforståelse og teknologi, hvilket gør, at vi kan drive alle former for digitale projekter hele vejen fra strategi til eksekvering – og med kompetencerne til at tage os af alle mellemregningerne undervejs,” siger Roar Nissen og fortsætter:  

Vi er kommet godt fra land i 2021 og forventer endnu et godt år. Vi oplever allerede, at vores nye kollegaer i København og resten af Europa giver os en masse nye forretningsmæssige muligheder. Derfor er vi også løbende i gang med at opruste på medarbejderfronten både på vores kontor i Aarhus og på vores nye kontor i København, så vi står endnu stærkere for vores nye fremtid som en del af Knowit.

Kontakt os
Roar Nissen
CEO Knowit Experience Danmark
Til toppen