
Mød 1508
Strategisk designbureau med base i hjertet af København. 30 visuelle designere, UX’ere, strateger og projektledere. Grundlagt 15.08.2000
Knowit Experience øger sin tilstedeværelse i Danmark med et par markante opkøb i form af designbureauet 1508 og dets tech-kyndige søsterselskab Strømlin. Sammenlægningen betyder, at Strømlins 15 kreative tech-konsulenter nu er blevet en fuldt integreret del af Knowit Experiences kontor på Pilestræde i København. 1508 beholder imidlertid sit kontor og brandnavn indtil videre.
Med opkøbene af det traditionsrige designbureau 1508 og tech-eksperterne i søsterselskabet Strømlin opruster Knowit Experience nu sin position i Danmark markant. Man går således fra 12 til 60 medarbejdere i København, mens der i Aarhus er tilknyttet 80 digitale specialister fra det forhenværende Creuna. Ambitionen er fortsat at etablere sig som Danmarks førende bureau.
”Vi er først og fremmest stolte over, at 1508 og Strømlin har valgt at gå sammen med os i Knowit Experience. Det er to veletablerede virksomheder, som vi har enorm respekt for, og som vi er oprigtigt glade for at få med ombord. Vi har længe ønsket os en større tilstedeværelse i København. Derfor er det fantastisk, at vi nu får to garvede virksomheder ind i folden, der deler vores værdisæt og ser det samme store potentiale i en fælles organisation, som vi gør,” fortæller Roar Nissen.
Ifølge 1508 og Strømlin ligger motivationen i fælles værdisæt og de muligheder, der følger med som større spiller:
”I både 1508 og Strømlin har vi i noget tid undersøgt muligheden for at blive en del af noget større. Vi har store ambitioner og vil gerne kunne sætte større aftryk med det, vi arbejder med. Men det vigtigste for os har været, at det skulle være en organisation, som vi kunne se os selv i og aktivt vælge til. Det har vi fundet i Knowit Experience, som fra start har vist stor respekt for vores kulturer og vores ways-of-working,” udtaler Mikkel Jespersen, Co-founder og CEO i 1508.
Også hos Strømlin ser man frem til de nye muligheder, som sammenlægningen med Knowit Experience medfører:
”Vi bliver jo en del af en stor nordisk familie med næsten 4.000 dygtige medarbejdere, der gør det muligt for os at varetage projekter i en helt anden skala end tidligere. Og på et mere lokalt plan får vi en flok nye kollegaer i København, der kan give os den nødvendige båndbredde til at håndtere de mange opgaver vi har i forvejen. Det resulterer i et meget dynamisk setup, der gør det muligt for os at agere både lokalt og internationalt, hvilket vi ser enormt meget potentiale i,” siger Morten Brandt, Partner & CEO i Strømlin.
I praksis fortsætter 1508 foreløbigt under sit velkendte brand og blive boende på Wilders Plads. Strømlin er imidlertid nu blevet en del af Knowit Experiences kontor i København under ledelse af Stine Reesen:
”Med vores nye kollegaer fra Strømlin styrker vi vores i forvejen dygtige hold af digitale specialister i København, og jeg er enormt glad for at have dem med ombord. Vi deler i høj grad visionen om at forene forretningsforståelse, kreativitet og teknologi for at skabe de bedste digitale kundeoplevelser - vores kunder kan se frem til at møde et endnu stærkere hold fremadrettet”, siger Stine Reesen, Director for Knowit Experience København.
Opkøbene af 1508 og Strømlin er store skridt på vejen mod Knowit Experiences ambition om at etablere sig som et af Danmarks stærkeste bureaubrands, men det er blot begyndelsen. Det er således målet, at organisationen fortsat skal vokse, både organisk og gennem yderligere opkøb.
Strategisk designbureau med base i hjertet af København. 30 visuelle designere, UX’ere, strateger og projektledere. Grundlagt 15.08.2000