Kreativ SoMe-opdatering til folkekære brands
Danish Crown er en af Danmarks største virksomheder med flere end 23.000 medarbejdere og en omsætning på over 61 mia. kroner. Koncernen huser gennem Danish Crown Foods nogle af landets mest populære brands – fra ikoniske Tulip og populære Steff Houlberg til suppe-favoritten Mou, pølsemagerne fra Gøl og kølediskens lidt grønnere alternativ, Den Grønne Slagter.
Populære brands går naturligvis i dialog med deres kunder på sociale medier. I 2019 kunne Danish Crown Foods dog konstatere, at omfanget af og tilgangen til sociale medier varierede fra brand til brand.
Derfor kom de til os for i samarbejde at finde en ny strategisk retning for deres tilstedeværelse på sociale medier.
Udover et ønske om at digitalisere det visuelle udtryk, var det en klar ambition, at hvert enkelt brand skulle finde frem til deres unikke formål med at arbejde med sociale medier. Et formål, som ikke kun skulle bruges til at definere indholdsproduktionen, men også afspejles i KPI’er, målsætninger, budgetter og processer.