PRESSEMEDDELELSE
Fra Big 4 til Knowit: Mads Frank skal sætte retningen for AI og data
Efter 12 år som partner i Deloitte bliver Mads Frank ansvarlig for at vækste AI og data hos Knowit.

Knowit oplever en stigende efterspørgsel på rådgivning der kombinerer dyb forretningsforståelse med konkret AI og data-ekspertise, og Mads Franks ansættelse er et direkte udtryk for den ambition.
Direktionen beslutter sig. AI skal ind i kernen af forretningen. Der nedsættes en arbejdsgruppe, hyres konsulenter, købes platforme. Og så sker der det samme som altid: projektet lander i IT-afdelingen, mister momentum, og tre år senere kan ingen rigtig svare på hvad det gav.
Mads Frank har siddet ved bordet når det skete. Som partner i Deloitte i 12 år har han rådgivet nogle af Danmarks og Nordens største virksomheder om digital transformation og AI. Han ved hvad der virker. Han ved hvad der ikke gør, og han er ikke længere interesseret i at se det samme fejlmønster gentage sig.
Fra 1. oktober bliver han ansvarlig for at vækste AI og data hos Knowit
"Ingen har for alvor knækket koden på at få AI ind i forretningens kerne. Vi er stadig i en fase, hvor projekterne opstår det forkerte sted," siger Mads Frank.
Han er 51 år, opvokset i Nuuk, uddannet på CBS og gået ind i consulting i 1996, da AI stadig var science fiction. Det giver ham et perspektiv, de fleste i branchen ikke har: Han har fulgt hele rejsen fra ERP og datawarehousing til generativ AI og agentiske systemer, og han har set tilstrækkeligt mange investeringer ende som PowerPoint-øvelser til at vide præcis, hvad der går galt.
For tre år siden begyndte billedet at skifte. Virksomheder følte sig tvunget til at forholde sig til AI, men kampen om hvordan det reelt skaber værdi og kommer ind i maven på organisationen er langt fra vundet. Det former sig ikke længere kun i IT-afdelingerne. Det former sig i de forretningsledende funktioner, i salg, i drift, i de dele af organisationen der sidder tættest på kunderne og på bundlinjen. Og det er præcis der, Mads Frank mener, at Knowit kan rykke ind i midtbanen og sætte rammerne for, at potentialet bliver indfriet.
"Der er sket et skift i markedet. Alle har en holdning til AI nu, uanset om de har arbejdet med det i tre måneder eller 30 år. Problemet er, at mange virksomheder stadig mangler et klart svar på, hvordan det reelt skaber værdi for dem. Det er der, vi skal ind," siger Mads Frank.
Vi ser en klar og voksende efterspørgsel fra vores kunder på rådgivning, der kombinerer dyb forretningsforståelse med konkret AI- og dataekspertise. Mads bringer præcis den profil, vi har brug for, og jeg er glad for, at han valgte Knowit som platformen til at gøre det.
Mikkel Jespersen, CEO
Knowit Danmark
Hvorfor Knowit
Valget af Knowit er ikke tilfældigt. Mads Frank søgte en organisation med kritisk masse og volumen nok til at flytte noget, men tæt nok på sine kunder og sine kollegaer til at det rent faktisk kan mærkes.
Jeg høster energi af at arbejde med dygtige mennesker, som jeg kan spejle mig i. Det fandt jeg her. Og jeg følte fra første dag, at der er en platform, hvor jeg kan gøre en forskel og være med til at skabe noget i markedet.
Mads Frank, ansvarlig for AI og data
Knowit Danmark
Men det er ikke kun kulturen, der trækker. Det er positionen. Knowit arbejder på tværs af strategi, UX og design, teknologi og digital infrastruktur, data og dataplatforme, marketing og forretningsudvikling, og kombinationen giver en bredde, som Mads Frank mener skaber en reel fordel i markedet. Ikke fordi Knowit er størst, men fordi Knowit er agilt, arbejder tæt på kundernes forretning og kan gå fra rådgivning til eksekvering, uden at det bliver komplekst at arbejde med.
Det nordiske islæt betyder rigtig meget for mig. Der er en tilgang her, en måde at arbejde på, som handler om at løse konkrete og store problemstillinger i øjenhøjde med kunden. Det er et applied perspektiv, ikke et teoretisk et.
Mads Frank, ansvarlig for AI og data
Knowit Danmark
Ambitionerne er ikke beskedne
Mads Frank taler ikke i forsigtige formuleringer, når samtalen når til, hvad han vil bygge. Om tre år skal Knowit efter hans egen vurdering være plus 100 mennesker i AI og data, og AI og data skal ikke være et selvstændigt område ved siden af resten af Knowit, men en integreret del af alt hvad Knowit leverer. Enhver dialog med en kunde skal have en AI og data-vinkel med.
"Jeg har slet ikke udlevet mine ambitioner. Jeg har skyhøje forventninger til hvad vi kan skabe i Knowit."
Det, der mangler i markedet er nogen, der kan oversætte mellem direktion og eksekvering, mellem ambition og virkelighed, og gøre det uden at det bliver komplekst. Det er den opgave, Mads Frank er kommet for at løse.
"Jeg er ikke kommet hertil for at forvalte noget. Jeg er kommet for at bygge noget," siger Mads Frank.
For opfølgende spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

Mikkel Jespersen
Country Managing Director Denmark